René Clausen Nielsen

I går gjorde jeg noget så nørdet som at tage ind på Grand Central Station for at se en reklamekampagne lavet af Financial Times. Med andre ord noget, jeg normalt ikke ville gøre. Men denne kampagne var ret speciel. Kampagnen hedder “Graphical World” og varer kun tre dage (i dag, i morgen og i overmorgen) ude i den virkelige virkelighed. Og det var sandt for dyden en virkelig cool kampagne.

Den er udviklet af David McCandless; I ved, ham fra Information is Beautiful, og reklamebureauet DDB UK. Kampagnen var centreret omkring 3 videoer, som blev projekteret i en 3D-visualisering på væggen i den nu engang temmelig smukke banegård. David McCandless fortæller:

Heldigvis for de af jer, der ikke lige har Grand Central rundt om hjørnet, ligger de tre videoer også klar til fri afbenyttelse for digitale snyltere som mig.

The Global Economy – What’s the dollar in your wallet really worth?

Den korte udgave: USA er rige, men bruger unødigt mange penge på uddannelse. Heldigvis kommer der flere lærere, tandlæger og advokater ud af det amerikanske uddannelsessystem end noget andet uddannelsessystem i verden. Videoen fortæller ikke i hvilken grad USA kan forsvare sin økonomiske posision i verden på baggrund af rigtig mange lærere, tandlæger og advokater. Videoen fortæller dog, at amerikanere tjener flest penge. Mest fordi de ikke må holde ferie og derfor er ulykkelige. Og inderne – som er rigtig dårligt betalte – skal ikke engang arbejde mere end amerikanerne for at komme i biografen. Men amerikanerne, de kan satme drikke bajere. Man aner temaet “vi er fucked!” lure under overfladen. Næste video, tak.

Money Talks – How cell phones are transforming economies

Globalt set er der herremange mobiltelefoner. Især i forhold til dengang der ikke var så mange. Den (klart, red.) største mobiludbyder i verden er China Mobile. Og det mener FT ikke er overraskende. Der er jo virkelig mange kinesere. De fortæller desværre ikke, om nogle udbydere evt. måtte have monopoler.

Men men men, de gode nyheder er: amerikanske udbydere (især AT&T) tjener stygt mange penge. En videreførsel af sammenligningen fra den første video ville have været på sin plads – hvor længe skal man arbejde i de forskellige lande for at ringe i en time? Men det er selvfølgelig ikke så væsentligt. Amerikanske firmaer er virkelig dygtige til at tjene vildt mange penge.

Men hvordan tjener vi flere penge?, spørger FT. Kina og Indien! Begge lande har flere abonnenter end USA. Og vækster i antallet af abonnenter. Faktisk vækster de tilsammen mere på et år, end der er abonnenter i hele USA (meget dårligt forklaret grafisk, men sådan forstår jeg i hvert fald fortælleren), men kun 74 % af deres befolkninger har mobiltelefoner. Ergo bør amerikanske mobiludbydere lancere i de to lande. Igen taler de desværre ikke om monopoler, tilladelser osv.

[Nå, vi skal jo også tale om udviklingslande. De er jo så dygtige til mobiltelefoni. Især det der med pengeoverførsler. Eller ... i hvert fald i Kenya, men lad nu det ligge. Generaliseringer er godt, hvis man har data til at understøtte en pointe.]

Udviklingslande. Der er en klar sammenhæng … næææææh … kausalitet mellem mobiltelefoner og BNP, fortæller FT. Faktisk betyder en stigning i antallet af mobiltelefoner på 10 %, at BNP stiger med 0,8 %. Jow jow. Nu er FT jo ikke i udviklingsbranchen, men hvis de var, havde de på dette tidspunkt i filmen efterspurgt, at vi sender alle vore gamle mobiltelefoner til Afrika, så de kan blive rige. Det er alt, der skal til.

Og ja, den er god nok. De mener seriøst, at der er tale om en kausalitet og at den går i den retning: flere mobiltelefoner skaber øget vækst. De har endda et bevis: Der er flere mobiltelefoner i de rigeste afrikanske lande. Det dersens dataanalyse er sgu da easy.

Kenya! Selv om mobilpenetrationen i Afrika i gennemsnit kun er 53 %, bruger dem, der har en, deres telefoner til at revolutionere deres liv og økonomier. Se bare for eksempel (helt tilfældigt randomly valgt, velsagtens) Kenya. En tredjedel af deres indbyggere bruger deres mobiltelefoner til at overføre penge. Mange penge. Faktisk 15 % af BNP.

Og lad os være ærlige; det er vanvittigt, hvad M-Pesa har gjort i Kenya. Men det er altså ikke symptomatisk for Afrika. Det er specielt for Kenya. Nå, men FT tager selvfølgelig det oplagte skridt videre og lader mobiløkonomien fra Kenya, som ikke engang kunne overføres til nabolandet Tanzania med samme succes, være skabelon for, hvordan verden kunne se ud. Og hvad ville resultatet være? At vi alle sammen sendte mange penge til hinanden via mobiltelefon. Trilliarder, faktisk. Hvorfor os, der rent faktisk har bankkonti, skulle bruge det, forklarer de ikke. Heller ikke hvorfor det skulle være ønskeligt. Men det er et stort tal, og det er med mobiltelefoner. Funky.

Recession and Recovery – An upside to the downturn

Verdensøkonomien sux! Vi skylder maaaange penge. Mange flere end nogensinde før. Men der er også positive historier derude, hvis bare man leder godt nok. Arbejdsløshed for eksempel. Der er ret mange lande, hvor det er værre end USA. Det er jo en god ting. Nå ja, og så er der nogle lande, hvor der er lav arbejdsløshed. Sydkorea, Norge og Schweiz for eksempel.

Også i erhvervslivet er der positive ting. For eksempel er der helt vildt mange gigantfirmaer, der er gået konkurs. Nej, vi driller bare, det er ikke positivt. Det positive – i det store billede  (du ved, der hvor man ikke hænger sig i den enkeltes skæbne, demografi og den slags ligegyldigheder) er, at  den samlede enterprise-indtjening i USA stiger. Med andre ord bliver de rige rigere, mens andre mister deres jobs. DET er positivt. Og ikke nok med det. De store globale selskaber sparer i krisetiderne, og sidder derfor på enorme reserver. Er det ikke fantastisk?

Nå, men hvad med de små firmaer? Jo, de havde det virkelig hårdt i kriseperioden. Men vi skulle jo snakke om det positive. Så: Før krisen (før 2007) var der 5 % flere startups end lukninger; i 2009 var der 25 % flere lukninger end startups, men der er også nogle uforståelige, men positive tal for 2010 og/eller 2012, som fortæller, at det går fremad igen.

Mere positivt: I september 2010 blev der skabt flere jobs i USA end der blev tabt. Så det. Ingen af de andre måneder indenfor de seneste 5-6 år nævnes. Men september 2010 er billedet på økonomien lige nu, kan man forstå.

Huse. Huspriser har haft det svært i krisen, så vi må hellere se på, om det er blevet bedre. Hvordan det er lige nu. Nå, men huspriserne er lave. Men derfor kan man jo godt lede efter en positiv historie. Det bliver man jo lissom nødt til, når man har valgt at lave en dyr film om, at der er bedre tider på vej.

Som altid i reklamebranchen er vinklen det vigtigste; data ude fra den sande verden kan jo heldigvis manipuleres. Så vi bruger lige begrebet “Real estate market confidence”, som er steget 13 % siden 2009. Hvad det indebærer, skal man nok ikke tænke for meget over. Og så forventer man, at der vil blive bygget mere næste år end i år. I år sammenlignes ikke med de foregående. Og for lissom at sætte trumf på disse tal: Ude i verden er huspriserne steget nogle steder. Blandt andet i Frankrig, Brasilien, Norge og Letland. Der er de nemlig steget i forhold til “for nogle år siden”. Så det.

Alt i alt: Intet er sikkert, men det kommer måske til at gå bedre på et tidspunkt. Og tro det eller ej, nogle succesrige firmaer blev faktisk startet i nedgangstider. De nævner ikke, om andelen af succesrige firmaer er højere i nedgangstider end i opgangstider. Men nogle succesrige firmaer blev i hvert fald stiftet mens økonomien var dårlig.

Min konklusion

De tre videoer er i sig selv rigtig fedt lavet. Projektionen på væggen på Central Station er en cool måde at vise dem på. Fortællingerne og vinklerne er jeg selvfølgelig ikke specielt glad for (det er jo også FT!), men som kampagne betragtet har de databårne historier ekstrem gennemslagskraft for en lille datadreng som mig. Og hvad der ikke fremgår af videoerne, er interaktiviteten, der fandt sted på Grand Central. Jeg forsøgte at optage en video med et par folk, der gik rundt på sensor-boardet og styrede hvilke lande i grafikken på væggen, der blev vist tal fra. Det blev mildest talt ikke særlig godt. Blandt andet når man ikke at se grafikken ændre sig efter, hvor personerne står. Anyway, pinen er kort, så se det alligevel, hvis du vil forsøge at få en idé om, hvad jeg snakker om.

https://vimeo.com/39315574

Alt i alt et sejt projekt, en godt tænkt kampagne og nederdrægtig brug af data.

Financial Times Graphical World er et indlæg fra shevy.dk

I’ll do this in English, as it is a comment to a photo on the WhoScored.com Facebook page. So, just to let my readers know what WhoScored.com is. WhoScored.com is just about the coolest football site out there. Really. I love it. I use it at least a couple of times a week. Why? Because they have great stats. Available for the price of free. Well designed, even. And with some cool analyses (best ones that aren’t from Zonal Marking, if you ask me).

Today they posted this chart:

I reckon the main takeaway is that the English Premier League is a free-scoring thing this year (like this). And, it seems, also has been the last couple of seasons. The Facebook comments are the classic ones, though. “Italy sucks!”, “Serie A is all about defending” and all that gibberish.

But it’s obviously a strange way to compare leagues. It’s almost acceptable if you were to compare trends in one league, but are there equally many games and teams in the different leagues? No, is the answer. Italy used to have only 18 teams in Serie A.

So let’s instead have a look at goals per game in the three leagues.

What can we gather from this graph? Well, first of all, it shifts quite a bit, which league sees more goals per game than the others. The last couple of years, England has seen the most goals. Although in 2008/2009, they saw the fewest. Could it be that the differences are actually not that big?

The graph below shows the trends a bit better. Actually, the Italian Serie A seems to have just been pretty steady the last ten years with England increasing the number of goals and Span being pretty unpredictable. The latter probably because of the goal tally tends to depend on both Real Madrid and Barcelona scoring freely. The England case to my mind is all about having managers like Villas-Boas, Mancini, Ancelotti, and Redknapp manage some of the better teams instead of the likes of Mourinho and Benítez. But I haven’t actually looked into the numbers.

Anywho. I feel it’s safe to say that no particular league regularly sees more or less goals per game than the others in any discernible way. No, Spain is no goal galore heaven and no, Italy isn’t all about getting a 1-0. Unless, of course, you are 1-0 up. And that, my friends, two teams can’t be at the same time.

“Meaning what, Captain Obvious?” you now say. Well. I don’t really want to look into all those seasons, but let’s have a look at the current one, at least. I do agree that Italians aren’t used to go for the big win (unless, you’re AC Milan playing a very poor Arsenal, of course), so if the winners score fewer goals than in the other two leagues, but practically as many goals are scored per game, they must concede more goals. In other words, the games must be more competitive. All this would mean fewer teams with outrageous goal differences.

And there you go. La Liga has two teams scoring at will, and not conceding many goals, whereas the Serie A is much closer in this regard. The best Italian teams even tend to concede more goals than the best teams in Spain and England. Which should put the “Serie A is more defensive” and “Italy simply has the best defenders” to rest. Or at least nuance the debate a bit.

Personally, I don’t find La Liga exciting at all. I like watching Barça and Real against each other and in Champions League, but that’s it. The rest is really dull. Serie A is really interesting as there are so many close matches and the overall standard is very decent for the top 7 teams. Who can all beat each other. And Premier League, well, yes, they are just about seeing the same pattern. 7 teams that can all beat each other.

I’ll take competitiveness and exciting matches any day instead of just a lot of goals from one or two teams. However good they might be.

Data here.

Goals in England, Spain & Italy er et indlæg fra shevy.dk

Jeg er stor fan af Jonathan Franzens bøger. Korrektioner var helt og aldeles suveræn, Frihed næsten lige så god (de fleste har det vist modsat). Jeg læste begge disse bøger i papirform. Det er mere et tilfælde end et bevidst valg. Da Korrektioner udkom, var e-bøger blot ikke mange potter urin værd og Frihed købte jeg på udgivelsesdagen, hvor jeg alligevel var i Strand for at finde nogle fagbøger, som jeg ikke kunne drømme om at købe digitalt på grund af diverse visualiseringer (jeg har kun en Kindle Keyboard). Hvis Freedom, et værk bestående udelukkende af tekst, var udkommet dagen efter (herunder som e-bog), havde jeg temmelig sikkert købt den som e-bog. Og været tilsvarende glad for det.

Selv om jeg er glad for hans bøger, kan jeg ikke altid så godt holde Jonathan Franzen selv ud. Han kan faktisk være rasende irriterende. Og det er ikke fordi, han er en litterær snob. En prætentiøs stodder, om man vil. Den slags kan jeg såmænd have dyb respekt for. Nogle synes ganske givet også, at jeg er en prætentiøs stodder. Vorherrebevares. Han er også vanvitttig kedelig, men det er svært at have noget imod kedelige mennesker, når man langt hen ad vejen selv er et af dem. Og han er jo i det mindste en god fortæller i tekstform. Næææ, det er mere fordi han så satans reaktionær.

Han har før talt om internettet som noget ret forfærdeligt, som degraderer al menneskelig aktivitet og hjernevirksomhed. Eller sådan noget lignende. I hvert fald er han ikke nogen stor fan. Han har endda udtalt, at han ikke tror, at nogen skønlitterær forfatter med en aktiv internetforbindelse nogensinde har skrevet noget godt. Det er jo ganske givet noget fjolleri. At mange har svært ved at koncentrere sig om én ting samtidig med, at de laver en masse andre ting (alternativt lader sig påvirke af en masse andre ting), er jo forholdsvis logisk. Men at en internetforbindelse (og intet andet) er roden til den slags ufokuserede fjollerier er simpelthen for skørt. Har personer i storrumskontor aldrig bedrevet noget godt? Har folk med børnene rendende rundt om bordet aldrig gjort noget fornuftigt (via tankekraft, formoder jeg pointen er)? Selvfølgelig har de det. Ting tager som hovederegel længere tid, når man ikke koncentrerer sig, men derfra og til at konkludere, at gode tanker slet ikke kan opstå uden total koncentration, er sgu lidt gammelt. Her, tag en malteser.

Nå, men nu er det jo så e-bøger, der står for skud. Og så bliver det hele lidt gammelt igen. Han siger:

Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough [...] a sense of permanence has always been part of the experience. Everything else in your life is fluid, but here is this text that doesn’t change.

Det er jo ren nostalgi. Han føler at man bare lige kan slette noget, ændre noget, når det er digitalt. Jeg har ikke den følelse. Ergo er en generalisering slet ikke på plads. Faktisk er det nemmere at rive en side ud af en bog end at slette en side i en Kindle-bog. Det ved jeg.

Og lokumsmodargumentet skal vel også nævnes: Tidligere har folk været så sikre på noget, at de hamrede det ind i sten, men det er jo ikke et argument for, at det er mere Sandt og Godt end ting, der står i en fil og vises af en digital læser. Arbejdede de endnu hårdede dengang for at få sproget til at være heeelt rigtigt? Nej, ikke nødvendigvis. Mediet gør ikke indholdet bedre.

Indholdet af en papirbog forgår sammen med mediet. Bøger kan ret nemt brændes, hvis nogen har lyst til den slags. Det er set flere gange i verdenshistorien, at den slags bruges til at censurere og gøre det sikkert, at pøblen i visse lande ikke har adgang til smudslitteratur som religiøse og politiske værker. Fy for satan søren. E-bøger (her: indholdet) går ikke i stykker, hvis Kindlen brændes. Faktisk kan man bare anskaffe en ny Kindle, koble den til internettet, og vupti, så har du alt dit indhold igen. Jeg tror faktisk ikke, der er mange måder at gøre ting mere permanente på, end at digitalisere det. Papirbøger udgives i et finit antal, som logisk set kan destrueres. E-bøger udgives i et format, hvor vi – takket være PIRATER! – ikke kan være sikre på, at der kun er et finit antal. Og de er væsentligt sværere at finde ved en simpel politi- eller militærrazzia. Jeg ved faktisk ikke helt selv, hvilke lande mine bøger befinder sig i via diverse cloud services.

Hvis indholdet er det vigtige, og e-bogs-indholdet – modsat Franzens argument – er mere permanent (sorry) end indholdet af en papirbog, hvad er det så, der gør papirbogen til noget unikt og mere rigtigt for Sande Bogelskere? Litterære connaisseurer. Sprogets vogtere. Teksternes übertydere. Sagt med andre ord: Hvad kan mediet?

Mediet gør potentielt læseoplevelsen bedre. Og, siger nogle, erindringen af både værket og læseoplevelsen. Jeg har det lidt på samme måde. Altså at en fysisk bog er nemmere at huske. Dog ikke indholdet. Der er jeg guldfisk med det hele. Men jeg kan for nogle bøgers vedkommende bedre huske læseoplevelsen. Ikke som i hvad jeg syntes om bogen, men jeg kan måske bedre finde den stol, jeg sad i, i min hukommelse. Jeg har dog gået og troet, at jeg læste Edward Rutherfurds “New York: The Novel” som papirbog. Det gjorde jeg faktisk ikke. Og heldigvis, for det er en stor karl. Jeg har dog stået med bogen i hænderne i en boghandel, og tænker derfor på bogen som et fysisk objekt. Selv om indholdet var pakket ind i en Kindle, da jeg læste den. Men for mig er det ikke så væsentligt.

Mine væsentligste ankre (her: det jeg hænger erindringen fast i) er koblet til tid. Og jeg kobler nemt indhold fra en e-bog med et tidsanker, en livsfase et fysisk sted eller en sindstilstand. På samme måde som jeg gør med en fysisk bog. Lige som jeg kobler Dog Eat Dog med et bestemt tidspunkt i mit liv og et bestemt ungdomsværelse. Jeg kobler ikke (nødvendigvis) oplevelsen af at høre dem med en cd, en vinylplade eller et kassettebånd. Jeg kobler oplevelse med en fase og sindstilstand. Lige som jeg kobler kassettebånd med en periode og diverse sindstilstande. (Herunder pinlige genlyt af egenindspilninger, men det er jo en anden sag).

Alt i alt, er der mange gode grunde til også at omfavne e-bøger. Jeg har selv gjort det, men generelt ikke på bekostning af papirbøger. Dem nyder jeg skam også stadig. Og jeg køber stadig alt for mange af dem. Ofte af rent nostalgiske grunde. Bøger er lækre! Men jeg synes dog ikke, at det ene medie er bedre end det andet. Og da slet ikke, at det ene medie ødelægger litteraturen! Jeg læser hurtigere og mere koncentreret på min Kindle, som også gør mit liv nemmere fordi jeg ikke bor samme sted, altid, hele tiden.

Ja, verden er flydende. Og den bedste måde at manøvrere i en flydende verden er ikke at gøre sig selv statisk, Jonathan Franzen. Flyd med.

Flyd med, Jonathan Franzen er et indlæg fra shevy.dk

Det er kun juleaften, jeg ved det. Og glædelig det. Men jeg vil nu alligevel lige lave en slags årsstatus allerede nu. Tak for 2011. God 2012.

Jeg er lige stødt på denne fantastiske stop-motion animationsvideo fra The Theory, som hedder “Address Is Approximate”. Og det er jo meget sandt. Lige nu. For mig. Videoen er i sig selv rigtig god, men den giver ekstra god mening for mig, fordi jeg lige nu – heldigvis – ikke rigtig har noget hjem. Jeg er endda inbetween continents. Maputo, Mozambique og Afrika er overstået for denne gang. Jul og Nytår holdes i hhv. Fjerritslev og København, Danmark, Europa. New York, USA og Nordamerika er det nye stop.

Starten af denne film er altså mit næste delmål. Men hele filmen bliver måske meget symbolsk for mit 2012, for videoens handling – en rejse tværs over USA – bliver forhåbentlig en del af mit evigt voksende arsenal af store oplevelser. Jeg vil også rejse tværs over USA til Stillehavet. Og forhåbentlig derfra videre til noget andet nyt og spændende.

Jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at bo mindst tre forskellige steder i 2012. Hvert af dem mere midlertidigt end de andre på flere forskellige måder. Noget andet, der er helt sikkert, er, at det også bliver forbandet fedt. Jeg er en af de heldige. En af de glade. En af de lykkelige. Og derfor også en af de taknemmelige. Tak, omstændigheder. Tak, muligheder.

Glædelig jul!

Adresse er omtrentlig er et indlæg fra shevy.dk

Bor Her er et indlæg fra shevy.dk

(Fik lige et spark nostalgi lige i måsen af at læse Lauren Spencers artikel “In search of Nirvana” i The Guardian. Headerbillede taget af Julio Enriquez)

På lørdag er det 20 år siden Nirvana udgav “Nevermind“. For 20 år siden var det ikke specielt nemt at få musik, der ikke var hypermainstream i Fjerritslev. Den lokale Expert havde et overraskende godt udvalg, men derfra og til at sige, at man kunne få en masse forskelligt, er nok at stramme den. Jeg hørte derfor alt det, de andre også hørte.

En solrig dag kom min storesøster hjem fra en tur med vennerne til Aalborg, hvor de blandt andet havde været i musikparadiset StereoStudio. Jeg selv måtte ikke tage til Aalborg, så min pladesamling levede af, at Sanne købte noget en gang i mellem. Jeg spænede rundt med en fodbold i haven og hørte pludselig, at hun satte noget musik på pladespilleren, som jeg kun til da havde hørt på MTV (jeg var avisbud og havde sparet op til en parabol, så jeg kunne glo hhv. MTV og Eurosport). Jeg vidste godt, at jeg nok ikke skulle brase ind på hendes værelse til hende og vennerne, så jeg blev stående lidt udenfor hendes dør og lyttede lidt med på nummeret, jeg kunne kende fra MTV, Smells Like Teen Spirit.

Efter ganske kort tid kom hun ud og spurgte om jeg ville have hendes nye plade. Det var noget vederstyggeligt larm, og hun havde egentlig kun købt den fordi nogle af de andre sagde, at det var det nyeste og smarteste. Men det ændrede jo ikke ved, at det var noget larm. Og larm og kattejammer kunne hun jo – modsat bettebror – ikke lide.

Efterfølgende hørte jeg dybest set ikke andet, hvilket ganske givet drev min far til vanvid. Jeg tror faktisk ikke, at han forventede, at jeg skulle blive til en helt masse, da jeg tossede rundt i sorte t-shirts og hørte hhv. helvedes- og negermusik (jamen det hed det altså på de kanter dengang). Aggressiv musik i hvert fald hele vejen rundt. HØJT! Heldigvis gik det godt i skolen og jeg passede min avisrute ganske pænt alt taget i betragtning. Og derfor fik jeg nok lov til at høre den slags musik, jeg måtte ønske. Hvis jeg da bare for helvede søren ville skrue ned!

I konfirmationsgave gav Sanne mig i øvrigt Guns N’ Roses‘ “Use Your Illusion II“, som blev udgivet en uge før “Nevermind”. Helt uforvarende fra hendes side, er jeg sikker på, var det disse to albums, der virkelig satte musikinteressen i gang hos mig. Det var musik, som betød noget for mig. Jeg havde allerede haft et par mobile diskoteker på det tidspunkt, men musikken, vi spillede, var de plader vi arvede fra forældre, og som vi kunne låne fra venner.

Mine yndlingsnumre fra “Use Your Illusion II” var i øvrigt Locomotive og denne her, Yesterdays:

Med Nirvanas “Nevermind”, Guns N’ Roses’ “Use Your Illusion”-albums og Red Hot Chili Peppers’ “Blood Sugar Sex Magik” – som blev udgivet samme dag som “Nevermind”, og som jeg købte for mine konfirmationspenge på blå mandag i Göteborg – havde jeg fundet den musik, JEG kunne lide. Kort tid efter forsøgte Anders, Pernille og jeg at lave et band, der blandt andet spillede Red Hot Chili Peppers, men eftersom jeg hverken kunne synge eller spille noget instrument, gik det ret hurtigt i vasken. Faktisk kunne jeg ikke engang huske teksterne, så mit liv som forsanger i et band var heldigvis for både Anders og Pernille – og resten af denne verden – meget kort.

Der var ikke mange andre på min skole, der kunne lide den slags musik, men i 8. klasse kom elever ind fra omegnsskolerne og en af de nye elever gik kun klædt i dødningehovede-t-shirts og slidt denim med mærker med bands som AC/DC og Mötley Crüe og havde evigt og altid fyret op under høj død på sin walkman. Han vidste mere om sej musik end nogen, jeg nogensinde tidligere havde mødt.

Jeg kom aldrig til at kende ham særligt godt, men han fortalte mig en vinterdag på de sjapfyldte gange, at det fedeste han hørte på daværende tidspunkt, var et band kaldet Rage Against the Machine, som lige havde udgivet det albummet “Rage Against the Machine“. Jeg fik lov til at lytte med på hans walkman, og jeg var med det samme solgt. Hvordan jeg fik fat på albummet husker jeg ikke, men jeg arbejdede på det tidspunkt som flaskedreng i Super Brugsen, som også havde en lille musikafdeling ved kiosken. Jeg fik sikkert den ansvarlige til at bestille Rage Against the Machine hjem.

“Rage Against the Machine” skulle blive albummet, jeg hørte, når jeg spillede basket ude i haven. I 9. klasse var vi nemlig flyttet til et andet hus, hvor mit værelse lå lige ud til den del af haven, hvor min basketring var. Jeg kunne derfor smide højttalerne op i vindueskarmen og vende dem ud mod haven og skrue Rage op på fuld skrald og føle mig lidt basket-street-agtig (jeg var heller ikke dengang noget, der så meget som mindede om det) med rap-undertonerne og samtidig nyde noget ond spade. Rage Against the Machine var en åbenbaring.

I gymnasiet kom jeg selvfølgelig til at kende mange flere mennesker, som vidste latterligt meget mere om musik, end jeg nogensinde kommer til. De har præget min musiksmag lige siden (især tak til Wieland og Kloch). Men i dag blot en ode til Nirvana, Guns N’ Roses, Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine. Især Nirvana og Rage Against the Machine står stadig som fyrtårne i min musiske bevidsthed og som stærke minder om, hvordan jeg blev den person, jeg er.

En ode til min teen spirit er et indlæg fra shevy.dk

New York Taxis er et indlæg fra shevy.dk

Amerikanerne kaster med masser af mudder i disse dage. President Obama får tæv af republikanerne og en del af sine egne demokrater, hver gang han vil have noget gennem kongressen. Det må ikke koste penge og skatterne må ikke stige. Samtidig skal der selvfølgelig skabes en masse jobs og der skal skabes vækst, vækst, vækst! Det betyder, at De Store Ord fra hans valgkampagne om forandringer og et bedre USA har mødt den politiske pragmatismes iboende enerverende inerti.

Eller sagt på en anden måde: Mange demokrater synes ikke, at der er sket en skid.

Og hvem er “mange demokrater” så? Hvem havde ikke blot håbet på, men regnet med og forventet, at der ville ske en helt masse mere? Hvor republikanerne har deres ulidelige Tea Party-bevægelse til at skabe røre og kræve forholdsvis ekstreme politiske løsninger, så har demokraterne selvfølgelig også en venstrefløj, der ikke synes om politisk opportunisme og studehandler med republikanerne. Deres krav er selvfølgelig nogle gange fjollet urealistiske – som det er tilfældet med Tea Party-folkenes – men de er alle forenet i noget helt andet end Tea Party-idéerne: De vil et mere lige samfund, ikke et mere ulige.

Vi ser det samme i Danmark. I USA kalder de nedladende disse venstrefløjsaktivister for EmoProgs (Emo Progressives). Det er dem, der ikke vil gå på kompromis for kompromisets skyld. Alle andre end dem selv kalder dem irrationelle, ekstreme ideologer og selvfølgelig tudeprinse og brokrøve. Tidligere havde både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti det prædikat, men store dele af de danske politikere og medier har efterhånden droppet SF i den udregning. Af gode grunde. SF har gennem længere tid ført seriøsitetshungrende, populistisk, midtersøgende, semi-socialdemokratisk politik, altimens Socialdemokraterne valgte en midtersøgende statsministerkandidat og krammede nogle af de borgerliges tilgange til både skat og “udlændinge”.

SF er nu gået med Socialdemokraterne hele vejen mod magten. SF har taget Obamas standpunkt – et standpunkt Radikale har haft i mange år – som betyder, at det er bedre at have magten og forandre i det små via kompromiser end ikke at have magten. Det er ikke noget dumt standpunkt som sådan. Jeg tror dog ikke på, at det rykker specielt meget ved deres muligheder ved det kommende valg. Den siddende regering har ført os i flere krige, har udsultet kommunerne, har givet skattelettelser til de rigeste og gjort det forbandet svært for alle, der ikke sværger til hvid mor, hvid far og to hvide børn. Vi trænger til noget helt andet!

S+SF ville have stået lige så stærkt, hvis de ikke var hoppet med på den kontraktpolitiske vogn og kæmpet for 24-årsreglen, pointsystemer og diverse udgaver af skattestop. Nu har de i stedet det samme problem som ved sidste valg, hvor det kunne spinnes som om, oppositionen ikke var et reelt alternativ, men blot andre ansigter til at føre den samme politik. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men med kompromiser, som ikke engang er taget ved forhandlingsbordet (hvor blå blok sjældent har været interesserede i at lave aftaler med S og SF), men gennem egne kongresser og daglig politikudvikling, er det svært ikke at føle, at de bevidst har tilsidesat en stor del af baglandets uændrede solidariske holdninger for i stedet at være lige som Anders Fogh Rasmussen: En Stærk Mand. Stærke mænd kan nemlig føre stolte skibe gennem faaaarligt vand.

Problemet er bare, at venstrefløjen generelt ikke leder efter stærke mænd, men efter solidarisk og inkluderende politik. De ønsker ikke at være om bord de borgerliges stolte Mærsk-skibe med stææærke kamptajner kaptajner, men efter et hav hvor der også er plads til små joller, der sejler i vidt forskellige retninger. De vil have en statsminister, der giver plads til alle. Det får de også i langt højere grad med en S+SF-regering, men det bliver nemt for de borgerlige og deres medier at spinne det anderledes, når det hele handler om præsidentkampe og at være stærke og forenede i kampe mod noget. Retorikken lægger op til, at vi kun vil have stærke mænd, og når den kandidat, der er mindst stærk mand, går med på samme politisk-retoriske mediestunt, har vi alle tabt. Stærke mænd er ikke de eneste, der kan lede et land!

Derfor er det, man kunne kalde Den Danske EmoProg-bevægelse også stærk i denne valgkamp. Enhedslisten ser ud til at få en fantastisk valg. Selvfølgelig blandt andet fordi de har en af dansk politiks sejeste politikere i Johanne Schmidt-Nielsen, men dybest set er det nok fordi, S og SF ikke længere er tro mod deres bagland. Jeg meldte mig selv ud af SF da de formastede sig til at tale for pointsystemet. Nu vil de gerne lige udsætte det der med at forhøje ulandsbistanden. Så er det klart, at mange, der tidligere stemte S eller SF, nu er klar til at stemme på Enhedslisten.

EmoProgs kan være stolte af at være EmoProgs (uanset det fjollede og nedværdigende mærkat, som jeg hermed også trodsigt benytter). De er tro mod deres holdninger og vil ikke sovses ind i al for meget parlamentarisk fnidder. De forventer blot det bedste af de kandidater, de stemmer på. S og SF kan også være stolte af deres stærke samarbejde. Jeg tror på, at Helle Thorning-Schmidt (og manden bag samarbejdet, Bjarne Corydon) har gjort det helt rigtige med det tætte samarbejde med SF. Det skulle gerne fastholde mange af De Sande Socialdemokrater (lad os bare stadig kalde dem Auken-fløjen) og for Villy Søvndal og SF’s vedkommende er det et stykke godt realpolitik, som ikke nødvendigvis styrker dem hverken ift. mandater eller bagland, men ikke desto mindre får SF med i regering i stedet for Radikale.

Men det kan jo ikke være godt for alle! Jo. Så længe S og SF har det fint med, at alle danske EmoProgs stemmer Enhedslisten og dermed styrker den del af deres potentielle parlamentariske grundlag, der ikke ønsker og ikke behøver føre midterpolitik, så er alle vindere. S og SF vinder magten og har et stærkt Enhedslisten til at tvinge dem til og give dem mulighed for at lave Ordentlig Socialistisk Politik nu og da. Og Enhedslisten, tja, deres sejr er åbenlys.

Hvad jeg stemmer ved det kommede valg, hvis jeg da får lov? Det samme som altid. A, F eller Ø. Som alle de andre KreaProgs :)

Billede: Wen Chuan Tan

De danske EmoProgs er et indlæg fra shevy.dk

(via Lasse Stilvang)

Hvad får man, når man smider en virkelig sej cykeltrialist ind på en forladt skotsk industriel grund sammen med en instruktør?

Hvis du vil se mere, er der en fin oversigt over videoer på hans website.

Danny “MegaSkill” MacAskill er et indlæg fra shevy.dk

En koncert med The Bloody Beetroots – Death Crew 77 a la denne i Grande Halle de la Villette i Paris, ville være ok. Sluk lyset, på med de bedste hørebøffer og smid den så op i fuldskærmsmode. Ahhh.

Her har de kun marrabenta. Ham her er en af de allerbedste.

Med andre ord er det allerbedste hernede virkelig nederen.

Arrrhhh, ok. Som jeg før har skrevet (læs blandt andet “Dama do Bling” og “Azagaia vs. Mohamed Bachir“) har de noget ganske habilt hiphop. Især er Azagaia sej. Han sviner nemlig også den korrupte regering til – fordi de er korrupte. Han er vistnok ikke i fængsel i øjeblikket, selv om han lige har været endnu en tur forbi. Men vær venlig at se det her om (musisk) censorship. Den har jeg vist ikke tidligere delt.

Jeg savner koncerter er et indlæg fra shevy.dk

Fladt land er et indlæg fra shevy.dk

Disobedience, in the eyes of anyone who has read history, is man’s original virtue.  It is through disobedience that progress has been made, through disobedience and through rebellion - Oscar Wilde i The Soul of Man under Socialism.

Jeg forventer dog ikke, at vi i morgen vågner op til et socialistisk London, hvor alle “uromagerne” er kunstnere. Men det er et sejt citat med så mange fejltagne, implicitte antagelser, at man kun kan være fan.

En-slags-apropos optøjerne i London er et indlæg fra shevy.dk

via @anetq

WordPress, Drupal eller Joomla? er et indlæg fra shevy.dk

For lidt over tre år siden delte jeg indlægget “The Touch makes you wanna“. Det var et indlæg uden meget andet indhold end The Touch-musikvideoen “Le Night Dominator”. En tung tung klubsatan, som jeg stadig nyder at lytte til. Deres nyeste nummer, Sermon, er dog en helt anden sag. En mørk og melankolsk omgang, som har fået sig en rigtig fin musikvideo.

De har også fået lavet et hav af remixes (hvis hav = 5, i hvert fald), som du kan høre helt kvit og frit på SoundCloud. De er ikke specielt gode.

Nu da vi er i Sverige, er der altid masser af gode bonusser at tage af, så sådan en bliver der også til. The Amplifetes har så absolut lyttet til noget Chemical Brothers, men det skal de ikke høre noget ondt for. Her er det “Blinded by the moonlight (Fukkk Offf Remix)”

Og nu vi er ved Fukkk Offf, så se lige, hvad Effe & Rätsel (vistnok) har lavet på et tog (i Hamborg?):

Nice.

The Touch prædiker for de inviede er et indlæg fra shevy.dk

Min kollega Birgitte og jeg har lige skrevet et indlæg ovre på Advice Digitals blog om virksomheder på Google+ og det satte gang i nogle tanker om, hvad man kan forvente, frygte og gætte på, bliver muligt for virksomheder på Google+. Google har allerede offentliggjort, at der kommer “Rich Analytics” og AdWords. Så langt, så godt. Det kunne man forvente. Men der er masser af muligheder med et så stort produktportefølje, som Google render rundt med. Googles Christian Oestlien har udtalt i et interview med AdAge:

 But ultimately, we want to use Google+ across every Google property. How or when is all to be determined

Og det er jo slet ikke så lidt. Lige nu kan vi som sagt kun gætte på, hvad Google+ kommer til at kunne for virksomheder. Selv om det er ren spekulation, vil jeg lige dele de noter, jeg havde stadig havde i min kladde, da vi var færdige med indlæget på Advice Digital-bloggen. Det er for så vidt lidt en opfølgning på gisningerne fra mit indlæg “Lidt om Google+“.

Listen nedenfor er på ingen måde udtømmende. Potentialerne er tæt på uanede, fordi det netop er Google, der står bag, så jeg håber faktisk, at de tænker på noget nyt og mere spændende, end hvad jeg kan komme i tanke om:

• Virksomhedsprofiler, som med næsten-garanti ender øverst i Google-søgninger (i stedet for de nuværende Google Places). Google er på vej til at blive verdens største og bedste Gule Sider (og hvide sider for personprofiler).
• Tættere integration med GMail (læs mere om det).
• Tættere integration med Google Calendar - herunder eventplanlægning direkte i din kalender.
• Integration med Blogger (eller Google Blogs, som det nok snart kommer til at hedde).
• Integration med Google Docs - herunder grupperedigering i Hangouts (tankerne bag Google Wave - communicate and collaborate in real-time – var gode nok). At mødes med kollegerne i et Hangout (videokonference) omkring et regneark, et slideshow eller et dokument, som vi sammen kan redigere, er en drøm for alle virksomheder, der har medarbejdere spredt geografisk.
• Integration med Google Music. Med MySpaces faldende popularitet, Facebooks indtil nu halvhjertede omfavnelse af musikere og Soundcloud og Spotifys endnu ikke opnåede brede gennembrud er der stadig plads til en stor, populær tjeneste til musikere (mere om potentielle musik-tiltag). Google har også lige åbnet for salg af bøger og udlån af film via Android, så en hel iTunes-lignende mediebutik er måske på vej.
• Integration med Google Groups. Circles er på ingen måde det samme som grupper. Circles er den enkeltes gruppering af mennesker, ikke at forveksle med en gruppe, som alle ved, de er (og ønsker at være) en del af. Google Groups bliver svær at integrere på en god måde, så jeg forestiller mig ikke, at det er noget, vi ser foreløbig. En nemmere alternativ at implementere kunne være åbne cirkler, hvor alle ved, hvem der er i cirklen. For virksomheder er det væsentligste element dog, at de kan definere en cirkel med medarbejdere, der dermed får adgang til at bruge Google+ som internt (mikro)bloggingværktøj a la Yammer, Salesforce Chatter og WordPress P2.
• Jobsøgning - LinkedIn har vist sig at være et godt netværk i professionelle sammenhænge. Hvis Google+ hurtigt får en tilsvarende appel til erhvervssegmentet, er de kommet langt. BranchOut har så småt hevet Facebook lidt i den retning, men der er store muligheder for Google+ i det felt.
• Betalt indhold i Sparks/Gnister. Sparks virker på nuværende tidspunkt ikke helt færdigt, og betalt indhold kunne potentielt helt dræbe brugernes lyst til at benytte servicen. Men med Googles normale sans for forholdsvis neutralt at indsætte betalte links/annoncer osv. i søgninger, GMail osv. tror jeg Sparks er den oplagte løsning. Betalt indhold, der er relevant for din søgning, er netop hvad vi er vant til fra Google.
• Åbne videobroadcasts. Hangouts giver i øjeblikket “kun” adgang til  10 personer ad gangen (Facebooks videochat giver plads til to). Google kan med fordel lade virksomheder lave åbne videobroadcasts a la USTREAM, Justin.tv, Livestream og … deres egen YouTube Live, selvfølgelig. Der er også rige muligheder for at udvide det til mobiltelefoner og dermed skabe et stærkt værktøj for især journalister. Denne tjeneste ville minde om Bambuser og Qik.
• Google+ Plugins. Det kommer helt sikkert snart. Spil, apps og hvad vi ellers har lært at elske og hade ved Facebook. Det giver også muligheder for virksomheder.
• Spørgsmål og svar. Da Google i februar købte Aardvark blev det tydeligt, at de gerne ville forsøge sig med en tjeneste af den art igen. De fejlede fælt med Google Answers, men som værktøj på virksomhedsprofiler kan de potentielt konkurrere med support- og helpdesk-tjenester som Get Satisfaction,UserVoice og ZenDesk. I første omgang er Aardvark dog mere tænkt som en virkelig god måde at bruge sit sociale netværk til at få svar på spørgsmål, så om de tænker det som helpdesk-værktøj, som en tjeneste, der skal konkurrere med Quora, eller en kombination, er uvist.
• Køb og salg. Google har allerede på flere værktøjer (især Google Product Search og Google Offers), der kan hjælpe brugeren til at fremsøge bedste og billigste produkter. En udvidelse til at være en egentlig webshop for de mange virksomhedsprofiler og et brugtmarked for personprofiler kan sagtens være en overvejelse, Google roder rundt med. Det vil ikke blot være et hård slag for Craigslist, eBay og Amazon, men også PayPal, som Google Checkout allerede kæmper mod. De ved bedre end andre, hvem der søger netop dit produkt!
• Google ejer allerede Feedburner og det er derfor oplagt, at der laves muligheder for at sende feeds ind på virksomhedsprofiler (eks. fra virksomhedens egen blog eller nyhedsoversigt) og selvfølgelig feeds på offentlige indlæg på Google+.

Hvad kan virksomheder på Google+? er et indlæg fra shevy.dk

Igår var det helligdag i Mozambique og Rene og jeg havde en dejlig slapper dag. Først en (kort) løbetur, som vi endnu ikke er kommet os helt over, hjemmelavet quinoa og havregrød, og så det meste af dagen ved poolen på Naval. Det var dog kun Rene der kom i poolen, vandet er stadig liidt for koldt til min smag. Vi fik røget laks og hjertemuslinger til frokost. Dejligt. Og weekenden venter lige om hjørnet.

Dejligt lige at stikke hovederne sammen med Marie og Dorte efter arbejde. Så bliver dagen bare meget bedre. Dorte er på barsel, så Marie og jeg kikkede lige forbi hos Dorte og lille Alexander og endnu mindre Cecilia.

Ok, ærligt. Jeg aner ikke hvad det hedder på dansk. De Afrikanske Lege? De Panafrikanske Lege? I hvert fald er der All-Africa Games 2011 her i Maputo. Fordi vi er i Maputo hedder det selvfølgelig lige nøjagtig i år “Jogos Africanos”, men pointen er den samme: I godt to uger er der masser af folk fra andre afrikanske lande i byen og masser af sport. De Afrikanske Lege har fundet sted hvert fjerde år siden 1965 (undtaget 1969, hvor et militærkup ikke overraskende kom i vejen).

Når Mozambique skal stå for en begivenhed af denne størrelse, løber det nok koldt ned ad ryggen på de fleste (dog ikke lige i disse dage, hvor der er ca. 37 grader). Hvad værre er; Zambia havde egentlig meldt sig på banen og skulle arrangere 2011-legene. Det fandt de ud af i december 2008, at de alligevel ikke havde råd til. Så i april 2009 sagde Mozambique, at det kunne de skam da sagtens lige klare at arrangere på et par år. De startede velsagtens for ca. et halvt år siden. Suk.

I mellemtiden er der så blevet bygget et nyt stadion (skulle have været færdigt før VM, men de var liiiiiige et års tid forsinket) og de seneste par måneder er der kommet ny asfalt på op til flere veje, der er blevet gjort en snas rent i byen og der er endda vejstriber på nogle af de større veje. Maputo er klar! Eller. Nå ja, den olympiske by ved det nye stadion (Estádio Nacional de Zimpeto) var i hvert fald ikke færdig en uge før legene startede, og dagen før legene startede, kunne de melde, at den var overbefolket allerede før de sidste fire nationer ankom. Med andre ord er den afrikanske sans for ikke at gå i detaljer absolut levende og sprudlende. Og det skal jo også nok gå alt sammen.

Hvordan selve kampene foregår, er nok lidt en hemmelighed for de fleste. Ingen ved, hvordan man skaffer billetter til de forskellige arrangementer og (næsten?) ingen kender det endelige program. Komiteen bag arrangementet fortæller dog, at de forskellige forbund får tildelt nogle billetter, og så må de selv finde ud af, om de vil give dem væk eller sælge dem. De må maks tage 10 kroner for en billet. Billetsalg fra de enkelte forbund foregår hvor? Hvordan? Til hvem? Suk. Programmet på den officielle side ser sådan ud: “Det fulde program” vælger de kækt at kalde det. Nå ja, man kan da også se, hvilke dage man kan være heldig at finde en disciplin et sted (der er i øvrigt ikke adresser på de forskellige arenaer, og Google Maps er langtfra fuldkomment på disse kanter).

Man kan blandt andet se af programmet, at basketball startede i tirsdags. Det fremgik dog af sidste fredags @Verdade, at de startede om fredagen – altså dagen før åbningsceremonien. Ja ja. Man kan ikke få det hele. I det mindste kunne de fortælle, at de var helt klar til de forventede 30.000 turister, der skulle komme til legene. Maria dos Anjos fra organisationskomiteen argumenterede: “Der er 9.500 sengepladser i Maputo og 2.000 i Chidenguele”. Hvordan det går op, håber jeg de har fundet ud af.

Men i hvert fald leger de nu. Onsdag var Marie, Christian og jeg til basketball. Mozambiques kvindelige baskethold er Mozambiques største guldhåb (Moz har allerede vundet medaljer i svømning og karate, og har mulighed for to bronze i boksning), så de kan vel sammenlignes med det danske kvindelandshold i popularitet. Så der var mange tilskuere. Velsagtens lidt over et par tusinde i en hal, hvor der nok ikke burde være meget mere end 1.500. Det betød, at jeg ikke kunne klemme mig ud af hallen for at give Puk den billet, jeg tidligere havde købt til hende for 5 kroner i billetskuret udenfor, da hun fik fri fra arbejde lige omkring kampstart. Så hun gik glip af en rigtig god og lige kamp mellem Mozambique og Kenya. Mozambique vandt, og der var helt og aldeles fantastisk stemning. Dem må jeg se igen.

I går var der cykelløb. Jeg havde ikke tid til at kigge på det, men fik at vide, at trafikken selvfølgelig var helt håbløs. Arrangørerne havde meldt smalt ud, at store veje ville være lukket mellem 8 og 13 i går, i dag og søndag. Men selvfølgelig var de ikke klar med afspærringer, da løbet skulle i gang, så klokken blev vist mindst 14, før de fleste af vejene var åbnet igen. Det betød, at rigtig mange holdt i kø på de mindre veje i flere timer. Ikke populært.

I følge programmet ovenfor, har der været tennis i Zimpeto (ved den olympiske by og det nye stadion) fra i søndags til i morgen, lørdag. Onsdag spurgte vi dog ved tennisbanerne ved botanisk have, om der skulle være tennis der. Det skal der. Fra på søndag. Så mon ikke vi napper picnic i botanisk have og ser lidt tennis, hvis man da kan komme til.

Man kan sige meget om Mozambiques evne til at afholde denne slags arrangementer, men det er positivt, at de gerne vil, og det er spændende at opleve. Det er også positivt, at der er nye lejligheder og forbedret infrastruktur. Hvad der er knap så godt, er, at de for nylig satte 80 mio. kr. mere af til at betale for legene, end de først havde budgetteret med (se linket ved ciatet nedenfor for kilde). Det må været gået ud over noget andet. Ganske givet medicin eller andre livsnødvendige ting. Og nedskæringer på medicin kan ikke være populære, efter dette her kom frem for et par måneder siden:

$30 million will be spent to buy medicines to clean up the severe shortage that hit the country last year, resulting from the collapse of the medicines distribution system under the previous health minister. AIM reports that the purchase comes just after the recent find of large quantities of expired medicines in a warehouse hired by the Ministry of Health in the southern city of Matola with nobody able to explain who was responsible for allowing drugs worth millions of dollars to deteriorate in this way. Health units across the country have been complaining bitterly about shortages of medicines, yet medicines had been allowed to lie in a warehouse until they passed their expiry dates. Some of the medicines had expired five years ago. Kilde (pdf)

Husk at du kan få billederne til at fylde hele skærmen ved at klikke på  nederst til højre i slideshowet efter at have trykket på play-knappen.

Om en måneds tid er der Dockanema i Maputo. I perioden 9.-18. september bliver der for sjette gang vist dokumentarfilm. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men to film er blevet afsløret de sidste par dage.

Den ene er en ny film om et af de største og mest prestigefyldte hoteller i Afrika, da det blev bygget i starten af 1950′erne. Grande Hotel (se billeder her) ligger i Mozambiques næststørste by, Beira, men var aldrig rentabelt. Derfor lukkede de ca. 10 år efter åbnningen, omend swimmingpool og konferencefaciliteter blev brugt frem til omkring uafhængigheden. Efter de portugisiske kolonister blev fordrevet fra landet i 1975 er der dog ikke sket meget andet, end at alle de dele af bygningerne, der var noget værd, er blevet stjålet og solgt. Nu bor der derfor ca. 2.500 mennesker i en faldefærdig bygning uden rindende vand og elektricitet. I følge Wikipedia bliver swimmingpoolen brugt som vaskebalje og baren ved poolen som urinal. Glamouren er med andre ord absolut forsvundet.

En anden film “Voces desde Mozambique” (spansk, betyder “Stemmer fra Mozambique”) handler om 5 mozambiquiske kvinder, som kæmper for et bedre liv i skyggen af Mozambiques revolutionshelt, første kvindeforkæmper og den første mozambiquiske præsident Samora Machels anden hustru, Josina Machel. Josina Machel døde som 25-årig den 7. april 1971. Den 7. april er nu Mozambiques nationale kvindedag.

Kvinder får generelt ikke specielt megen taletid på disse kanter, så instruktørerne forsøger her at give disse 5 kvinders stemmer et blivende medie.

Der kommer helt sikkert også masser af spændende film, der ikke handler om Mozambique, men allerede disse to har overbevist mig om, at jeg skal af sted.

Kom glad.

Da Marie og jeg var til syn med hhv. Bæstet og Totter, kørte vi via Huléne på vej hjem. Jeg fik i farten taget et temmelig dårligt billede af lossepladsen derude, som sandt for dyden er en plads med meget lods. Eller noget.

Men i hvert fald er der også fyldt med mennesker, som håber på at finde noget, der kan gøre deres dag lidt bedre. Det vil sikkert nogle gange sige noget, der kan spises, men forhåbentlig oftere noget der kan sælges.

I dag faldt jeg så – via The Global Sociology Blog – over en række billeder derfra taget af en Ægte Fotograf. Den Ægte Fotograf er i dette tilfælde portugiseren José Ferreira.

Jeg har ikke været i stand til at finde informationer om copyrights, men flere andre blogs har vist billederne i en ikke specielt imponerende kvalitet/størrelse, så jeg tillader mig at gøre det samme i formodningen om, at det er tanken, at disse web-optimerede, små udgaver af billederne rent faktisk skal cirkuleres:

Dag 3

Lørdag gik vi en kort tur ved Mac-Mac Pools. Turen var fin, men Mac-Mac Pools var temmelig undervældende. Vi kørte derfor til Mac-Mac Falls for at spise vores madpakke. Faldene var imponerende, men modsat de vandfald, vi tidligere havde set, stod man ret langt fra faldene og bag en afskærmning, hvilket gjorde det til et smukt syn, men ikke rigtig en naturoplevelse. Eftermiddagen blev brugt hytten med pejs, bøger og vin. Som doktoren havde foreskrevet. I hvert fald, hvis jeg er doktoren.

Dag 4

Søndag tog vi Den Store Turistrute til The Pinnacle, God’s Window & Rainforest, Wonderview, Lowveld View og The Three Rondavels. Bourke’s Luck Potholes kunne vi ikke komme ind til, for der var strejke. Faktisk har der været strejke på turiststederne alle de dage, vi har været her, men heldigvis har nogle venlige mennesker lukket os ind de fleste steder alligevel. Kun Bourke’s Luck Potholes og tidligere Blydepoort Dam har været afspærret.

The Pinnacle var et fint sted, med et lille vandfald og en stor sten (quartzite) midt i det hele, som stod og så lidt Tolkiensk ud. Vi havde ikke regnet med, at The Pinnacle var mange potter menneskeprocesseret vand værd, men det var faktisk rigtig fint. Strejkevagten skulle have 5 Rand for at passe på bilen, som skulle stilles ved vejen, men ellers var der fri leg.

God’s Window var ganske fint, men absolut intet specielt. Faktisk kunne vi bedre lide The Pinnacle. Vi gik en tur på 3-4 kilometer i den tilhørende ”Rainforest”. Der var nogle flotte udsigtsposter, som alle var ca. lige så gode som selve God’s Window.

Wonderview blev af vores guidebogsagtige ting beskrevet som det samme som God’s Window – blot tættere på vejen og med færre turister. Det var korrekt. 5 minutter senere var vi derfor på vej videre.

Bourke’s Luck Potholes var som nævnt lukket, så vi fortsatte den umanerligt smukke køretur videre mod The Three Rondavels. Vi havde egentlig besluttet os for at droppe Lowveld View, som dybest set ikke engang var beskrevet i omtalte guidebogsagtige ting. Da vi kom dertil var vi dog sultne, og kørte derfor alligevel derind for at spise frokost. Blandt andet fordi naturen var så forbandet flot på det stykke, at Lowveld View kun kunne være tiden værd.

Lowveld View viste sig rigtignok at være smukt. Faktisk et LANGT smukkere sted end dagens andre stop. Faktisk det bedste sted vi har besøgt. Måske nogensinde. Og i hvert fald på denne tur. Vi spiste vores madpakke med udsigt til Blydepoort Dam og var noget så umanerligt tilfredse med livet.

Efter nogle få kilometer i mere naturlig smukhed kom vi til The Three Rondvels. Strejken betød også her, at man skulle stille bilen ved vejen. Efter omkring 500 meters gang opad kom vil til et betalingshus, hvor en mand, der sad udenfor, gerne ville have 5 Rand per person for at lade os komme videre. Det fik han så. Han fortalte os da, at der var 1 km. til toppen.

3 km. udenfor kategori senere var vi da også ved The Three Rondavels, som er … well … tre runde bjergdimser.

Meget flot og samme sted var der endnu bedre udsigt til Blydepoort Dam, som lå lige nedenfor. Endnu et flueben og 3,5 km. nedadgående gang senere var vi klar til at køre hjem mod hytten. Vi kørte gennem byen Graskop, som skulle være Sydafrikas pandekagehovedstad. Så vi spiste pandekager på Harrie’s Pancakes. De var sandt for dyden dygtige til at lave pandekager. Den lokale øl, ”Diggers Draught” (det fremgik ikke, om de mente ”Digger’s Draught” eller ”Diggers’ Draught”), fra bryggeriet Hops Hollow (det fremgik ikke, om de mente ”Hop’s Hollow”, ”Hops’ Hollow” eller rent faktisk ”Hops Hollow”) var heller ikke helt tosset. Selv om der var rasende koldt, valgte vi senere på aftenen at grille en oksemørbrad. Det var ikke som sådan den dummeste beslutning vi har taget, men for hewled, hvor var det koldt. Men det smagte godt.

Dag 5

Mandag stod vi op klokken 5:00 i tænderklappende kulde. Der var is på bilen, og vi må indrømme, at en isskraber ikke er en del af vores ellers ganske fornuftige mobile setup. Sprinklervæske gør vi heller ikke i – vand plejer at være fint. Med andre ord måtte vi sidde og ryste som små uskyldige espeløv i omkring ti minutter, før bilen var varmet nok op til at vi kunne fjerne isen fra forruden og køre gennem den smukke, mørke og frostklare morgen mod Kruger National Park.

Vi har efterhånden været på safari mange gange, men det var igen en god oplevelse. De glatte veje gjorde, at turen ikke som normalt kun tog 45 minutter, men vi var der klokken 06:30, hvilket var et godt tidspunkt. I hvert fald var det første dyr, vi så, en enlig, majestætisk hanløve, som sad og tronede. Vi så også elefanter, næsehorn, giraffer, impalaer, kuduer, bushbuck, stenbuk, vortesvin, zebraer og aber tæt på – og et hav af flodheste og bøfler på lidt længere afstand.

Hovedattraktionen denne gang var dog umiddelbart før vi forlod parken. En hunløve lå i siden af vejen nogle få meter fra os og var klar til at angribe nogle vortesvin på den anden side af vejen. Vi fulgte hendes jagt i ca. en halv time, men den endte desværre uden at hun fik mad på bordet. Vi har derfor stadig vores første kill til gode…

Dag 6

I går ville vi vandre lidt igen. Efter morgenmad og fodring af gederne på vores Bed & Breakfast valgte vi en rute med det mundrette navn ”Beestekraalspruit Hiking Trail”. Allerede i bilen på vejen dertil kørte vi forkert to gange, så det var med bange anelser, vi to kortblinde tåber skulle gå en tur i den afrikanske vildmark på angiveligt 11 km. Turen skulle tage ca. 5 timer at gå, så hvis vi skulle være tilbage før mørkets frembrud, var der ikke tid til fejl.

GPS’en i min telefon mente, at turen havde været væsentligt længere, da vi 3 timer og 20 minutter senere var tilbage ved udgangspunktet. Hvor lang turen rent faktisk er, er selvfølgelig ligegyldigt. Den var flot og sendte os først gennem en fyrretræsskov med udsigt over dalen og derefter en del kilometer langs et vandløb (Beestekraal, velsagtens), som vi formodentlig krydsede 10-12 gange på et sindrigt system af små faldefærdige broer.

Trætte vendte vi snuden hjemover og stoppede i Sabie for at spise på Wild Fig Tree. Et overraskende hyggeligt sted, hvor der heldigvis var ild i pejsen. Puk fik gigantiske muslinger til forret og vortevinsgryde til hovedret. Jeg fik henholdsvis camembert og krokodille i karry. Alt sammen absolut anbefalelsesværdigt. Lonely Planets beskrivelse af stedet lyder sådan her:

Meals are rich, hearty and lacking refinement – perfect if you want to wolf down a gargantum slab of ostrich or warthog accompanied by a showelful of potatoes (and who doesn’t)

Det var en beskrivelse ret langt fra sandheden. Det var overraskende raffineret og der var ret få kartofler (3). Men lige hvordan man vender og drejer det, kan stedet vel kun anbefales.

Dag 7

I dag kørte vi en kort tur til Lisbon Falls og Berlin Falls. Igen nogle meget flotte vandfald, men personligt har jeg nået vandfaldsmæthedspunktet. Men hvis du kommer forbi området, så nap Lisbon Falls (samt Forest Falls og Lone Creek Falls, som vi tidligere besøgte).

Nu står den på hjemlig hyttehygge med suppe og bøger, men vi overvejer, om vi skal tage en tur på hesteryg. Det har Puk talt om i et par år, mens jeg – hvis jeg absolut skal være ærlig – måske ikke ligefrem har arbejdet intenst på, at få det til at ske. Og det selv om jeg for 10 år siden prøvede at sidde på en hest og syntes det var forholdsvis spast – også selv om det gik forbandet stærkt, da jeg et par gange havde lavet den der lyd, som virker som speeder.

Senere lærte jeg også lyden ”prrr”.

I dag tog vi en tur på godt 100 km. op til Moholoholo Rehab Centre. Et sted hvor de forsøger at lappe skadede dyr sammen. Dyr er i dette tilfælde ikke katte, grise og får, men leoparder, geparder, løver, næsehorn og den slags. Vi kælede for en gepard, så blandt andet løver og leopard blive foretaget og gik lidt rundt med et par næsehornsunger. Og så en masse andre skadede dyr i bure.

Det var en overraskende god oplevelse og kostede kun 100 Rand pr. person (ca. 75 kroner). De fleste steder, hvor man kan klappe dyr eller ride på elefanter og alt det der, koster det vist fire-fem gange så meget. Om det er bedre oplevelser, finder jeg ganske givet aldrig ud af, men jeg er absolut godt tilfreds og kan klart anbefale Moholoholo Rehab Centre.

Efterfølgende tog vi – på anbefaling af vore værter – hen til et sted, hvor de har en delvist tam flodhest. Og flodheste er ellers kendt som rablende psykopater og er det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika. Flodhesten Jessica var dog mere i sovehumør, så hende klappede vi ikke. Men vi stod tæt på. Så deeeet.

Ikke synderlig anbefalelsesværdigt, med mindre man tænder på sydafrikanske damer med upassende forhold til flodheste (datter-analogien blev hevet frem i videoen, hvor vi også så rigtig mange menneske-flodheste-kys).

På vej hjem ville vi spise frokost ved Blydepoort Dam, men turist-vagt-personerne, som lukker folk ind til sådan ca. alle natur-turist-attraktioner, strejker i disse dage, så det kunne ikke lade sig gøre.

Held og lykke til dem. De fortjener med ret stor sikkerhed væsentlig bedre forhold.

Disclaimer: Skrevet fra mobiltelefon, så der er garanti for endnu flere stavefjel og løjerlige ordvalg end normalt – og billederne er i dårlig kvalitet. Nå ja, og jeg gider derfor heller ikke linke til noget.

I går ankom vi i Graskop, Sydafrika, hvor vi bor i en bjælkehytte på et Ved & Breakfast-sted kaldet “Zur Alten Mine”. Det er et fint lille sted med et tysk bestyrer-par (hvilket nogle måske allerede ville have gættet). Vi handlede i Nelspruit på vejen, så vi er klar til at feriere på allersydafrikanskeste vis: Self-catering. På dansk siger man vist “at tage i sommerhus”.

Som sagt er stedet rigtig fint. Fin morgenmad og lige uden for Graskop, hvilket vil sige i hjertet af The Panorama Route. Et sted med masser af vandfald, bjerge, træer og åbenbart noget gammelt guldminestads. Det ligger lige vest for Kruger National Park, så det der med dyr kan man også. Og væsentligst af alt: Man kan også det der med rødvin, pejs og bøger.

I dag valgte vi dog at vandre lidt og glo på vandfald. Først “Forest Falls” (se billede af mig), som uden større bestyrtelse viste sig at ligge i en skov. Det var en meget fin vandretur på ca. en time hver vej. Efterfølgende tog vi til “Lone Creek Falls”, hvor vi også spiste de medbragte madpakker (se billede af Puk gøre klar) og sidst “Bridal Veil Falls” (se billede af Puk og noget hhv. grønt og mørkt).

Oplevelserne kan hierarkiseres i samme rækkefølge. Alle stederne meget smukke.

Aftenen bruges lige nu til det der med pejsen. Uden den er her tissekøligt. Der er vist noget lignende 3-5 grader om natten, så vi er nu, i 2011 i aldre af 33 år, blevet oplært i varmedunkens lyksaligheder. Tak, varmedunk.

Ivan Colic fra den seje blog Afrographique kigger jævnligt på diverse statistikker og laver så nogle flotte infografikker. I dagens udgave har han kigget på antallet af turister i en del af Afrikas lande. Mozambique har mange turister. Og der kommer flere og flere. Men her er da også lækkert…